Landbrugsavisen, den 24. august 2023
Adm. direktør og medejer Henrik Bovbjerg forventer økonomisk bedring i år takket være et bedre bytteforhold og en større kapacitet i Bovbjerg Genetics.
Uddrag fra Agriwatch’ artikel, den 24. august 2023:
Direktøren og hans ansatte har hidtil produceret konventionelle polte på basis af 1000 søer, men det tal er allerede siden flytningen i maj vokset til godt 1400. Ambitionen er, at tallet inden årets udgang lyder på 1800 søer, der alt i alt vil betyde, og Bovbjerg Genetics kan sende godt 22.000 polte ud på markedet årligt.
Grisene sælger stort set sig selv, mener direktøren.
”De er væsentligt mere robuste, så dødeligheden for både søer og smågrise er lavere end ved andre, konventionelle produktioner. Man kan simpelthen få flere grise ud af det samme anlæg med færre hjælpestoffer og mandskabstimer,” siger Henrik Bovbjerg.
Selvom grisene typisk får mindre kuld, betyder den højere overlevelsesrate, at der kommer flere grise videre i systemet hos producenterne — tilmed med et mindre behov for antibiotika.
”Jeg tror på, at der er masser af muligheder, og vi kommer til at opleve en kraftig vækst næste år, for nu er vi virkelig kommet i gang, vi mister ingen besætninger længere, og der kommer bare flere og flere kunder til,” siger Henrik Bovbjerg, der forventer en positiv bundlinje igen i 2023 efter sidste års tab.
Billede: Landbrugsavisen